Slægtsforskning, kilder og den slags

Danmark er et gennemregistreret land. Den første folketælling blev gennemført i 1769, og øvelsen blev gentaget med mere eller mindre jævne mellemrum frem til 1970, hvor CPR-registret gjorde denne type af regelmæssige opgørelser overflødige.

Fra 1787 til 1940 er samtlige folketællinger indscannet og gjort tilgængelige via Statens Arkiver. Dertil kommer at statens arkiver via et stort antal frivillige arbejder med at få folketællingerne lagt ind i en database, så registreringerne bliver søgbare. Dette er en enorm lettelse i søgningen efter aner og familier.

Ved siden af folketællingerne er ministerialbøgerne – i daglig tale kirkebøgerne – det vigtigste sæt af kilder til beskrivelsen af individers livsbaner. I princippet skulle der findes ministerialbøger tilbage til 1645 – altså Christian IV’s tid – hvor det blev gjort obligatorisk for sognene at føre optegnelser over dåb, begravelser, vielser og andre kirkelige handlinger. Staten ville have kontrol med sin befolkning, og præster og degne var skrivekyndige.

Desværre har brande og andre ulykker ført til at mange ministerialbøger er gået tabt, ligesom det først var i 1812, at der blev indført mere faste skabeloner for optegnelsernes indhold. Læg dertil at det kræver noget træning at læse gotisk håndskrift.

Dog, specielt for perioden efter cirka 1810 findes en samling af kilder med meget høj troværdighed, også selv om ministerialbøger og folketællinger kun er nedslag i livsbaner. Men de danner et skelet, man kan hænge fortællinger og fortolkninger op på.

Min ambition endte med at være at skabe en komplet oversigt over aner, som gik tilbage til cirka 1800, og det er lykkedes med to undtagelser. Hvem der egentlig var fædre til min tipoldefar Hans Peter Lassen og min tiptipoldemor Anne Hansen, henstår i det uklare. Og selvfølgelig kan man aldrig være 100% sikker på at et barns juridiske far også var dets biologiske. Men eftersom min interesse og kompetence mere er historisk-sociologisk end biologisk-medicinsk, lever jeg fint med den usikkerhed.

For perioden og generationerne før 1800 er forholdene mere usikre. Fjerne slægtninge og andre interesserede har været nede i dele af anehistorikken, ligesom lokalhistorikere og slægtsforskere har lavet transskriberinger og registre over ministerialbøger. I nogle tilfælde har jeg kunnet kontrollere materialet, i andre har jeg skrevet det ind med bevidstheden om, at der kan være fejl og unøjagtigheder i det sekundære materiale.

Sverige er lige så gennemregistreret som Danmark, omend systemerne adskiller sig noget. Ved et lykketræf – ansøgninger om og tildelinger af dansk statsborgerskab er delvis indlagt i en søgbar database – kunne jeg finde ud af, hvor i Sverige min tipoldefar var født og dermed identificere nogle generationer af svenske aner.

Man bør dog ikke stole på alt, som findes på nettet. Genealogiske oversigter indeholder ikke altid henvisninger til det anvendte kildemateriale, og i nogle tilfælde kan man overveje om ikke oplysningerne er baseret på ren fantasi. Stamtavler der fører tilbage til middelalderkonger og -stormænd, bør fx tages med ikke bare en knivspids, men hele skibsladninger af salt.

I det hele taget gælder de normale regler for kildekritik også for eftersøgningen af aner og slægtninge.

På den anden side har jeg også eksempler på professionelle historikere, der har været nede materialet, og forsøgt at skille skidt fra kanel. Men på et tidspunkt – nogle gange allerede omkring 1800, andre gange tilbage i 1600-tallet møder man grænsen, hvor de skriftlige kilder ikke længere er anvendelige. Og strengt taget er det næppe heller relevant at prøve at koble individhistorien til den bredere socialhistorie, når vi er så langt tilbage i tiden.

Og dermed til historien om min forsvundne oldefar >


Databasen

Databasen med alle registreringer er her. På grund af en fejl i opsætningen, som jeg ikke har kunnet identificere og afhjælpe, er den dog ikke stabil mellem 23.00 og 01.00.


Note om nulevende generationer

Disse sider kommer ikke til at indeholde noget specielt om nulevende eller relativt nyligt afdøde personer. Jeg har dog valgt at undlade at indføre mine forældres søskende, deres ægtefæller og efterkommere i oversigterne, ligesom de almindelige regler for offentliggørelse af personoplysninger også gælder i disse sammenhænge.

Hvis man er nysgerrig: I min mors familie var de som nævnt fem søskende, og vi er ti fætre og kusiner, mens der var femten søskende og (vistnok) 35 fætre og kusiner i min fars.


En speciel tak går på dette sted til nogle mennesker, jeg aldrig har mødt

For mine morfars aner har min mors fætters datter Annette Brodkas oversigt været et fint udgangspunkt til at kontrollere og supplere oplysninger.

En meget fjern svensk slægtning Hans Bertil Svensson har tilsvarende lavet en oversigt over min svenskfødte tipoldefars og hans søskendes aner. Også her har jeg kontrolleret oplysningerne i de svenske ministerialbøger.

Egon Krogh har givet et udgangspunkt til at kontrollere linjen bagud fra min farfars morfar.


Udgivet

i

af